Når et to-årigt barn tilsyneladende ubesværet swiper rundt på en iPad lige så let som hvis det var en almindelig billedbog eller et hvilket som helst andet stykke legetøj, er det svært ikke at undre sig og måske blive lidt bekymret.
Er det sundt, godt – og naturligt – for så små børn at have et så nært forhold til teknologi? Hvad går de glip af af leg og læring, når de hellere vil spille iPad end læse en bog? Og hvad skal vi dog stille op som voksne?
Gennem historien har vi altid været bekymrede for børns brug af medier.
Lige siden 1700-tallet, hvor børn og barndom begyndte at blive betragtet som noget særligt, samtidig med at de teknologiske udviklinger medførte, at de fik adgang til bøger og billeder, har voksne bekymret sig om den indflydelse, dette kunne have på børns leg, læring og udvikling. Debatten er blusset op med jævne mellemrum; fra de illlustrerede billedbøger, over filmen og tegneserierne, og i de seneste årtier i relation til computerspillet, videoen, internettet og senest de digitale, mobile medier såsom iPad og smartphones. Man har bekymret sig for børnenes sociale og fysiske velbefindende, for deres læring og slet og ret for deres evner til at agere i samfundet.
Typisk afspejler debatten to grundlæggende lejre – der også kan findes i forskningen – der har to grundlæggende udgangspunkter: enten at medier og nye teknologier er skadelige for børn eller at de er vejen til nye læringspotentialer og deltagelse.
Det er heller ikke nyt, at der kun findes ganske sporadisk forskning om børn under skolealderen og stort set ingen forskning om de aller yngste. Desværre betyder denne mangel på forskning at vi faktisk ikke ved, om tablets og smartphones er skadelige for børn. Vi ved heller ikke om de er gode. Og så længe vi ikke ved dette, kan vi ikke føre en kvalificeret diskussion om, hvad vi vil med de medier og hvilken rolle vi ønsker, at de skal spille i vores børns liv.
Sandheden ligger formentlig, som med så mange forhold her i livet, et sted midt i mellem.
Formentlig har de nye, berøringsfølsomme teknologier en række potentialer, også i forhold til småbørn (fordi de er så lette at bruge selv for et ganske lille barn). Det kan handle om læring, om underholdning og om kommunikation. Og formentlig (faktisk med overvejende sandsynlighed) er det ikke sundt for et lille barn at sidde stille med bøjet nakke og en iPad i hænderne og foretage de samme monotone bevægelser om og om igen i al for lang tid.
Som ansvarlige voksne er vi derfor nødt til at finde ud af at agere fornuftigt og afbalanceret i forhold til børnene og de digitale medier.
Jeg mener, at vi tager lige meget fejl, hvis vi tror, at de digitale medier vil ødelægge barndommen, som hvis vi tror, at de vil revolutionere uddannelsessystemet. Og jeg mener, at det er lige så problematisk, hvis vi lader børnene spille iPad dagen lang som hvis vi sætter så mange regler og restriktioner op omkring brugen af den, at børnene hele tiden vil plage om at få lov at bruge det fantastiske stykke legetøj. Det, vi derimod skal gøre, er at indgå i relevante og interesserede dialoger med vores børn om deres brug af medier, ligesom vi skal lære at bruge dem og sætte os ind i deres muligheder og begrænsninger.
De, der er børn i dag, har ikke den samme forestilling om medier og teknologier, som de, der var børn for en generation eller flere siden havde, da de var børn eller har nu som voksne. Nutidens børn er vokset op med nogle teknologier, som de tager for givet, mens der er andre teknologier, som de ikke har nogen idé om, hvad de skal bruge til – teknologier, der var en naturlig del af opvæksten for de børn, der nu er blevet voksne. Dette betyder, at børn og voksne opfatter og anvender teknologier med vidt forskellige grader af selvfølgelighed, hvilket kan give anledning til misforståelser.
For at overkomme disse er vi nødt til at forstå mediernes logikker og funktionsmåder og ikke mindst de måder, digitale og sociale medier sætter nye præmisser for vores omgang med hinanden. Det handler ikke kun om, at vi skal være mindre restriktive over for børnene og deres mediebrug. Det handler i mindst lige så høj grad om, at vi skal kunne forstå medierne og børnenes brug af dem for at kunne hjælpe dem med at navigere fornuftigt og hensigtsmæssigt. Fuldstændig ligesom vi selv som voksne skal kende færdselsreglerne i trafikken for at kunne lære vores børn at færdes alene, er vi nødt til at kende til mediernes måder at fungere på, for at kunne hjælpe børnene med at færdes der.
Vi er nødt til at vide noget om privatliv, cookies, søgemaskiner og om omgangsformen på sociale medier.
Vi er ikke mindst nødt til at sørge for, at vores børn får et afbalanceret liv med medier, så de ikke sidder stille med bøjet nakke dagen lang. Og lige som vi generelt skal interessere os for vores børns sociale liv, skal vi også gøre det i forhold til det liv, de lever i og med medierne. Vi skal derimod ikke overvåge dem. For at vokse op og blive et uafhængigt individ skal man have ret til privatliv. Men vi skal vise dem, at vi finder deres liv interessant og væsentligt og derigennem skal vi skabe en god og gensidig dialog med vores børn.
Den gode nyhed er, at der er uanede muligheder for at have gode og sjove oplevelser med sine børn på og med medier. Man kan se film sammen, spille spil , læse bøger og være kreativ med tegneprogrammer, apps og kamera. Hvis voksne viser ægte interesse, vil børnene hellere end gerne dele ud af det, der betyder noget for dem.